Sportsdirektør Lynge Jacobsen stopper i superligaklubben AaB til sommer. Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse.
Dermed siger en af Superligaens mest markante fodboldledere farvel efter at have bestridt sin post siden 1996.
Det er ifølge fondsbørsmeddelelsen Lynge Jacobsen selv, der har bedt om at stoppe i klubben pr. 30. juni i år.
Ud over jobbet som sportslig ansvarlig har han det seneste års tid også været overordnet direktør for hele forretningen efter Poul Sørensens farvel i februar sidste år.
AaB's bestyrelse er allerede i gang med at lede efter en afløser for Lynge Jacobsen.
/ritzau/