Mere erstatning til kviksølvsofre fra Grindstedværket

Der er nu ekstra erstatning på vej til de kviksølvofre fra det daværende Grindstedværk, der har fået erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen for arbejdsskader forårsaget af kviksølv.

Erstatningen ydes af de nuværende ejere, amerikanske DuPont, der overtog Grindstedværket i 2011.

Efter afsløringen af kviksølvskandalen på Grindstedværket lovede den daværende ejer Danisco, at de også ville yde erstatning til de ofre, der fik erstatning i Arbejdsskadestyrelsen. Det er den erstatning fra DuPont, der nu endeligt afslutter Danmarkshistoriens største kviksølvskandale, skriver Fagbladet 3F.

I kroner og øre betyder det, at tre tidligere ansatte og kviksølvskadede 3F'ere får mellem 250.000 og 500.000 kr. i erstatning. Afhængig af, hvor stor en erstatning de har fået fra Arbejdsskadestyrelsen. Derudover får et medlem af Metal erstatning.

- Jeg er glad for, at de får godtgørelse fra DuPont og dermed den kompensation, som Danisco i sin tid lovede. Virksomheden har levet op til det moralske ansvar. Det håber jeg, at andre virksomheder tager ved lære af, siger formand for 3F Poul Erik Skov Christensen, der understreger, at antallet af kviksølvofre, der er endt med at få erstatning, kan synes lille.

- Men det er især fordi, at det har været meget vanskeligt at bevise overfor Arbejdsskadestyrelsen, at alvorlig sygdom i dag skyldes kviksølvspåvirkning for op til 30-40 år siden på Grindstedværket. Hvis ikke man kan bevise en direkte sammenhæng, er der ingen erstatning, siger han.

 

 

Dagens Gossip