Forside Sundhed Symptomerne er usynlige: Nu advarer ekspert danskerne om farlig diagnose

Symptomerne er usynlige: Nu advarer ekspert danskerne om farlig diagnose

Hjertestop, blodprop, heart attack
Shutterstock

En af de største udfordringer ved diagnosen er, at tilstanden som regel er helt symptomfri.

Hvert år rammes tusindvis af danskere af blodpropper og andre alvorlige hjerte-kar-sygdomme.

Ofte forbindes risikoen med usunde vaner som rygning, manglende motion eller overvægt. Men virkeligheden er mere kompleks.

Mange mennesker går rundt med en skjult risikofaktor, som hverken kan ses eller mærkes, og som i værste fald først opdages, når skaden er sket.

Derfor sender ekspert i kolesterolsygdomme, Merete Heitmann, nu en klar opfordring til danskerne. Få målt dit kolesteroltal, før det er for sent.

Det skriver mediet Alt.

Som klinisk lektor og ansvarlig for lipidklinikken på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har hun gennem mere end 20 år behandlet patienter med forhøjet kolesterol.

Hun oplever jævnligt, at ellers raske mennesker pludselig bliver ramt af alvorlig sygdom.

“Det gør så ondt, når vi får kvinder ind på sygehuset, som har fået en blodprop, og som er blevet rigtig syge i en tidlig alder, selv om de ellers har levet sundt. Det er så unødvendigt, for der er noget, vi nemt kan gøre, for at forebygge det,” siger hun.

Ifølge Merete Heitmann har omkring to millioner danskere forhøjet kolesterol.

Tilstanden er ikke en sygdom i sig selv, men den øger risikoen for åreforkalkning og blodpropper markant.

En skjult risiko uden advarselstegn

En af de største udfordringer ved forhøjet kolesterol er, at tilstanden som regel er helt symptomfri.

Man kan ikke mærke, om kolesteroltallet er for højt, og derfor bliver problemet ofte overset.

Når symptomerne endelig viser sig, skyldes det typisk, at åreforkalkningen allerede har udviklet sig.

“Fordi det er symptomfrit, så opdages det først for sent hos mange. Når der kommer symptomer, er det på grund af åreforkalkning, og så kan symptomer være brystsmerter eller smerter i benene, når man går, eller man får en egentlig blodprop, og det kan være hjertet, benet eller hovedet. Så det er først, når det er lige ved at gå helt galt, at man mærker det.,” forklarer Merete Heitmann.

Hun understreger samtidig, at forhøjet kolesterol ikke kun rammer personer med usunde vaner.

En del tilfælde skyldes den arvelige tilstand familiær hyperkolesterolæmi, hvor kroppen fra fødslen har et forhøjet niveau af det skadelige LDL-kolesterol.

Omkring én ud af 250 danskere menes at have den genetiske tilstand, men mange ved det ikke. Har man sygdommen, er der 50 procents risiko for at give den videre til sine børn.

Selv en sund livsstil kan derfor ikke altid forhindre et højt kolesteroltal.

Kvinder bør være særligt opmærksomme

Eksperten peger især på kvinder omkring overgangsalderen som en gruppe, der bør få tjekket både kolesterol og blodtryk.

Når kroppens produktion af østrogen falder, kan både kolesteroltal og blodtryk stige. Det øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme betydeligt.

Hvis målingen viser forhøjet kolesterol, findes der effektive behandlingsmuligheder. Kostændringer og motion er vigtige, men for mange vil medicin være nødvendig for at reducere risikoen tilstrækkeligt.

Ifølge Merete Heitmann er budskabet enkelt: En blodprøve tager få minutter, koster meget lidt og kan være afgørende for at forebygge alvorlig sygdom.

Ads by MGDK